...

Bliv gode venner med din kobling

Kategori: Guide
Udgivet: 27-03-2022

Alle koblinger er unikke, men vi vil så gerne have, at du bruger lidt længere tid på din. Med disse tre huskeregler bliver du gode venner med en hvilken som helst kobling:

  1. Altid modsat
  2. Ned før op
  3. To sekunder

Altid modsat

I et gearskifte bruger du to pedaler, speeder og kobling. Koblingen betjener du med venstre fod, og speederen med højre. Det er Alfa og Omega, at dine fødder samarbejder.

Reglen i et gearskifte er, at når en pedal trædes ned, skal den anden slippes. Du må ikke slippe begge - eller træde dem ned - på samme tidspunkt. Slipper du begge samtidigt, går motoren ud. Træder du begge ned samtidigt, får du motoren alt for højt op i omdrejninger.

Ned før op

Nøglen til bløde igangsætninger og gearskift ligger i at fødderne arbejder parallelt, men modsat rettede og i at træde på den ene en lille smule før du letter foden fra den anden.

Når du vil skifte gear, skal du ”koble ud”, altså træde koblingen ned. Samtidigt skal du slippe speederen, så den glider op i neutral stilling igen. Husk ”Ned før Op”. Nu har du koblet motor og gearkasse fra hjulene, så du i ro og mag kan skifte til et nyt gear.

Når du så har skiftet til det nye gear, skal du først give lidt gas, altså træde speederen lidt ned samtidigt med, at du slipper koblingen, så den glider op i neutral stilling igen. Så kobles motor og gearkasse til hjulene på ny, og bilen kan igen overføre motorens kræfter til vejen.

To sekunder

Jeg plejer at sige, at hemmeligheden bag en behagelig kørsel er din venstre fod. Min regel er, at det tager to sekunder at slippe en kobling. På samme måde tager det også to sekunder lige så langsomt at øge trykket på speederen, så motoren får de nødvendige omdrejninger.

Skal du f.eks. starte i et lyskryds, træder du speederen en lille smule ned, et kvart til et halvt sekund senere begynder du at slippe koblingen, alt imens du øger trykket på speederen lige så stille. Efter de to sekunder er bilen typisk oppe i fart, og du kan flytte foden fra koblingen.

En god begynder-øvelse er at sætte i gang på flad vej uden at bruge speederen. De fleste biler kan på flad vej sagtens starte uden brug af speeder. Hvis du starter bilen og lige så langsomt letter på koblingen, vil bilen begynde at køre. Når den er oppe i fart, kan du slippe koblingen helt.

Nu har du fundet ”koblingspunktet”, altså det tryk på koblingspedalen, hvor koblingen kobler til eller fra. Derefter kan du prøve at bruge speederen i samarbejde med koblingen.

Har du brug for hjælp til at vælge?